<< Markus 10 >>
Mark 10 Danish | |
1Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede.
2Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: »Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?«
3Men han svarede og sagde til dem: »Hvad har Moses budt eder?«
4Men de sagde: »Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende.«
5Og Jesus sagde til dem: »For eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han eder dette Bud.
6Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde.
7Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, [og holde fast ved sin Hustru;]
a 7 Ordene mangle i nogle af de ældste Haandskrifter. Ef 5,31.
8og de to skulle blive til eet Kød. Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kød.
9Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.«
10Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
11Og han siger til dem: »Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
12Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor.«
13Og de bare smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.
14Men da Jesus saa det, blev han vred og sagde til dem: »Lader de smaa Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører saadanne til.
15Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.«
16Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.
17Og da han gik ud paa Vejen, løb en hen og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: »Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?«
18Men Jesus sagde til ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud.
19Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; du maa ikke besvige; ær din Fader og din Moder.«
20Men han sagde til ham: »Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.«
21Men Jesus saa paa ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: »Een Ting fattes dig; gaa bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!«
22Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods.
23Og Jesus saa sig omkring og siger til sine Disciple: »Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!«
24Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: »Børn, hvor vanskeligt er det, at [de, som forlade sig paa Rigdom, kunne]komme ind i Guds Rige!
a 24 Ordene mangle i nogle af de ældste Haandskrifter.
25Det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.«
26Men de forfærdedes overmaade og sagde til hverandre: »Hvem kan da blive frelst?«
27Jesus saa paa dem og siger: »For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud.«
28Peter tog til Orde og sagde til ham: »Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig.«
29Jesus sagde: »Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
30uden at han jo skal faa hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
31Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første.«
32Men de vare paa Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der skulde times ham:
33»Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham til Døden og overgive ham til Hedningerne;
34og de skulle spotte ham og spytte paa ham og hudstryge ham og ihjelslaa ham, og tre Dage efter skal han opstaa.«
35Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gaa hen til ham og sige: »Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig om.«
36Og han sagde til dem: »Hvad ønske I, at jeg skal gøre for eder?«
37Men de sagde til ham: »Giv os, at vi maa sidde, den ene ved din højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed.«
38Men Jesus sagde til dem: »I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Daab, som jeg døbes med?«
39Men de sagde til ham: »Det kunne vi.« Men Jesus sagde til dem: »Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Daab, som jeg døbes med, skulle I døbes med;
40men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt.«
41Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede paa Jakob og Johannes.
42Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: »I vide, at de, der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store iblandt dem bruge Myndighed over dem.
43Men saaledes er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
44og den, som vil blive den første af eder, skal være alles Tjener;
45thi ogsaa Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange.«
46Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en blind Tigger, ved Vejen.
47Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at raabe og sige: »Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!«
48Og mange truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: »Du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
49Og Jesus stod stille og sagde: »Kalder paa ham!« Og de kalde paa den blinde og sige til ham: »Vær frimodig, staa op! han kalder paa dig.«
50Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus.
51Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: »Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Men den blinde sagde til ham: »Rabbuni, at jeg kan blive seende!«
52Og Jesus sagde til ham: »Gaa bort, din Tro har frelst dig.« Og straks blev han seende, og han fulgte ham paa Vejen.
