<< Apostlenes Gerninger 7 >>
Acts 7 Danish | |
1Men Ypperstepræsten sagde: »Forholder dette sig saaledes?«
2Men hansagde: »I Mænd, Brødre og Fædre, hører til! Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Karan.
3Og han sagde til ham: »Gaa ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til det Land, som jeg vil vise dig.«
4Da gik han ud fra Kaldæernes Land og tog Bolig i Karan; og efter hans Faders Død lod Gud ham flytte derfra hen i dette Land, hvor I nu bo.
5Og han gav ham ikke Ejendom deri, end ikke en Fodsbred; dog forjættede han ham at give ham det til Eje og hans Sæd efter ham, endskønt han intet Barn havde.
6Men Gud talte saaledes: »Hans Sæd skal være Udlændinge i et fremmed Land, og man skal gøre dem til Trælle og handle ilde med dem i fire Hundrede Aar.
7Og det Folk, for hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.«
8Og han gav ham Omskærelsens Pagt. Og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarker.
9Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham,
10og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Naade og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus.
11Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanaan og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde.
12Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.
13Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev aabenbar for Farao.
14Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.
15Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde,
16og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.
17Som nu Tiden nærmede sig for den Forjættelse, Gud havde tilsagt Abraham, voksede Folket og formeredes i Ægypten,
18indtil der fremstod en anden Konge, som ikke kendte Josef.
19Han viste Træskhed imod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, saa de maatte sætte deres smaa Børn ud, for at de ikke skulde holdes i Live.
20Paa den Tid blev Moses født, og han var dejlig for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Hus.
21Men da han var sat ud, tog Faraos Datter ham op og opfostrede ham til sin Søn.
22Og Moses blev oplært i al Ægypternes Visdom; og han var mægtig i sine Ord og Gerninger.
23Men da han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre, Israels Børn.
24Og da han saa en lide Uret, forsvarede han ham og hævnede den mishandlede, idet han slog Ægypteren ihjel.
25Men han mente, at hans Brødre forstode, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.
26Og den næste Dag viste han sig iblandt dem under en Strid og vilde forlige dem til at holde Fred, sigende: »I Mænd! I ere Brødre, hvorfor gøre I hinanden Uret?«
27Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer over os?
28Vil du slaa mig ihjel, ligesom du i Gaar slog Ægypteren ihjel?«
29Da flygtede Moses for denne Tales Skyld og boede som fremmed i Midians Land, hvor han avlede to Sønner.
30Og efter fyrretyve Aars Forløb viste en Engel sig for ham i Sinai Bjergs Ørken i en Tornebusk, der stod i lys Lue.
31Men da Moses saa det, undrede han sig over Synet, og da han gik hen for at betragte det, lød Herrens Røst til ham:
32«Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.» Da bævede Moses og turde ikke se derhen.
33Men Herren sagde til ham: »Løs Skoene af dine Fødder; thi det Sted, som du staar paa, er hellig Jord.
34Jeg har grant set mit Folks Mishandling i Ægypten og hørt deres Suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem; og nu kom, lad mig sende dig til Ægypten!«
35Denne Moses, hvem de fornægtede, idet de sagde: »Hvem har sat dig til Hersker og Dommer,« ham har Gud sendt til at være baade Hersker og Befrier ved den Engels Haand, som viste sig for ham i Tornebusken.
36Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde Undere og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.
37Han er den Moses, som sagde til Israels Børn: »En Profet skal Gud oprejse eder af eders Brødre ligesom mig.«
38Han er den, som i Menigheden i Ørkenen færdedes med Engelen, der talte til ham paa Sinai Bjerg, og med vore Fædre; den, som modtog levende Ord at give os;
39hvem vore Fædre ikke vilde adlyde, men de stødte ham fra sig og vendte sig med deres Hjerter til Ægypten, idet de sagde til Aron:
40»Gør os Guder, som kunne gaa foran os; thi vi vide ikke, hvad der er sket med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens Land.«
41Og de gjorde en Kalv i de Dage og bragte Offer til Gudebilledet og frydede sig ved deres Hænders Gerninger.
42Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen til at tjene Himmelens Hær, som der er skrevet i Profeternes Bog: »Have I vel, Israels Hus! bragt mig Slagtofre og andre Ofre i fyrretyve Aar i Ørkenen?
43Og I bare Moloks Telt og Guden Remfans Stjerne, de Billeder, som I havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.«
44Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, saaledes som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set.
45Dette toge ogsaa vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage,
46som vandt Naade for Gud og bad om at maatte finde en Bolig for Jakobs Gud.
47Men Salomon byggede ham et Hus.
48Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger:
49»Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted?
50Har ikke min Haand gjort alt dette?«
51I haarde Halse og uomskaarne paa Hjerter og Øren! I staa altid den Helligaand imod; som eders Fædre, saaledes ogsaa I.
52Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne,
53I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!«
54Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham.
55Men som han var fuld af den Helligaand, stirrede han op imod Himmelen og saa Guds Herlighed og Jesus staaende ved Guds højre Haand.
56Og han sagde: »Se, jeg ser Himlene aabnede og Menneskesønnen staaende ved Guds højre Haand.«
57Men de raabte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind paa ham.
58Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus.
59Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min Aand!«
60Men han faldt paa Knæ og raabte med høj Røst: »Herre, tilregn dem ikke denne Synd!« Og som han sagde dette, sov han hen.
a 2 Stefanus. 1. Mos. 11,31.
