<< Salmerne 89 >> Psalm 89 Danish | |
1En Maskil af Ezraiten Etan. (2) Om HERRENS Naade vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.
2Thi du har sagt: »En evig Bygning er Naaden!« I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.
3Jeg slutted en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:
4»Jeg lader din Sæd bestaa for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!« — Sela.
5Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.
6Thi hvem i Sky er HERRENS Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner?
7En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.
8HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Naade og Trofasthed omgiver dig.
9Du mestrer Havets Overmod; naar Bølgerne bruser, stiller du dem.
10Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.
11Din er Himlen, og din er Jorden, du grunded Jorderig med dets Fylde.
12Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.
13Du har en Arm med Vælde, din Haand er stærk, din højre løftet.
14Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Naade og Sandhed staar for dit Aasyn.
15Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Aasyns Lys!
16De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.
17Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;
18thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige!
19Du taled engang i et Syn til dine fromme: »Krone satte jeg paa en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;
20jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;
21thi min Haand skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke.
22Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned;
23jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der hader ham;
24med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn;
25jeg lægger Havet under hans Haand og Strømmene under hans højre;
26mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
27Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;
28jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;
29jeg lader hans Æt bestaa for evigt, hans Trone, saa længe Himlen er til.
30Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud,
31hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,
32da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med haarde Slag;
33men min Naade tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;
34jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.
35Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle — David sviger jeg ikke:
36Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen,
37staa fast som Maanen for evigt, og Vidnet paa Himlen er sanddru.« — Sela.
38Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;
39Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og traadt den i Støvet;
40du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;
41alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot.
42Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;
43hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;
44du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,
45afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. — Sela.
46Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?
47Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!
48Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin Sjæl fra Dødsrigets Haand? — Sela.
49Hvor er din fordums Naade, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?
50Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,
51hvorledes dine Fjender haaner, HERRE, hvorledes de haaner din Salvedes Fodspor.
52Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!