Salmerne 22

<< Salmerne 22 >>
Psalm 22 Danish
 

1Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David. (2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. 2Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. 3Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange. 4Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 5de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme. 6Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; 7alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet: 8»Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«

9Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 10paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 11Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! 12Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig, 13spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. 14Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig; 15min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. 16Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, 17jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig. 18Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. 19Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! 20Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! 21Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

22Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: 23»I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! 24Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!« 25Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; 26de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! 27Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn; 28thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker. 29De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. 30Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; 31de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.


<< Psalm 22 >>

Det Nye Testamente 1907
Det Gamle Testamente 1931
Ulrik Sandborg-Petersen, Emergence.dk

Bible Hub