<< Lukas 9 >>
Luke 9 Danish | |
1Men han sammenkaldte de tolv og gav dem Magt og Myndighed over alle de onde Aander og til at helbrede Sygdomme.
2Og han sendte dem ud for at prædike Guds Rige og helbrede de syge.
3Og han sagde til dem: »Tager intet med paa Vejen, hverken Stav eller Taske eller Brød eller Penge, ej heller skal nogen have to Kjortler.
4Og hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive og derfra drage bort.
5Og hvor som helst de ikke modtage eder, fra den By skulle I gaa ud og endog ryste Støvet af eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.«
6Men de gik ud og droge fra Landsby til Landsby, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte alle Vegne.
7Men Fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt det, som skete; og han var tvivlraadig, fordi nogle sagde, at Johannes var oprejst fra de døde;
8men nogle, at Elias havde vist sig; men andre, at en af de gamle Profeter var opstanden.
9Men Herodes sagde: »Johannes har jeg ladet halshugge; men hvem er denne, om hvem jeg hører saadanne Ting?« Og han søgte at faa ham at se.
10Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort. Og han tog dem med sig og drog bort afsides til en By, som kaldes Bethsajda.
11Men da Skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talte til dem om Guds Rige og helbredte dem, som trængte til Lægedom.
12Men Dagen begyndte at hælde. Og de tolv kom hen og sagde til ham: »Lad Skaren gaa bort, for at de kunne gaa herfra til de omliggende Landsbyer og Gaarde og faa Herberge og finde Føde; thi her ere vi paa et øde Sted.«
13Men han sagde til dem: »Giver I dem at spise!« Men de sagde: »Vi have ikke mere end fem Brød og to Fisk, med mindre vi skulle gaa bort og købe Mad til hele denne Mængde.«
14De vare nemlig omtrent fem Tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: »Lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver.«
15Og de gjorde saa og lode dem alle sætte sig ned.
16Men han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav sine Disciple dem at lægge dem for Skaren.
17Og de spiste og bleve alle mætte; og det, som de fik tilovers af Stykker, blev opsamlet, tolv Kurve.
18Og det skete, medens han bad, vare hans Disciple alene hos ham; og han spurgte dem og sagde: »Hvem sige Skarerne, at jeg er?«
19Men de svarede og sagde: »Johannes Døberen; men andre: Elias; men andre: En af de gamle Profeter er opstanden.«
20Og han sagde til dem: »Men I hvem sige I, at jeg er?« Og Peter svarede og sagde: »Guds Kristus.«
21Men han bød dem strengt ikke at sige dette til nogen,
22idet han sagde: »Menneskesønnen skal lide meget og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslaas og oprejses paa den tredje Dag.«
23Men han sagde til alle: »Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig;
24thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.
25Thi hvad gavner det et Menneske, om han har vundet den hele Verden, men mistet sig selv eller bødet med sig selv?
26Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskesønnen skamme sig, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige Engles Herlighed.
27Men sandelig, siger jeg eder: Der er nogle af dem, som staa her, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Guds Rige.«
28Men det skete omtrent otte Dage efter denne Tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op paa Bjerget for at bede.
29Og det skete, medens han bad, da blev hans Ansigts Udseende anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og straalende.
30Og se, to Mænd talte med ham, og det var Moses og Elias,
31som bleve set i Herlighed og talte om hans Udgang, som han skulde fuldbyrde i Jerusalem.
32Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede af Søvn; men da de vaagnede op, saa de hans Herlighed og de to Mænd, som stode hos ham.
33Og det skete, da disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: »Mester! det er godt, at vi ere her; og lader os gøre tre Hytter, en til dig og en til Moses og en til Elias;« men han vidste ikke, hvad han sagde.
34Men idet han sagde dette, kom en Sky og overskyggede dem; men de frygtede, da de kom ind i Skyen.
35Og der kom fra Skyen en Røst, som sagde: »Denne er min Søn, den udvalgte, hører ham!«
36Og da Røsten kom, blev Jesus funden alene. Og de tav og forkyndte i de Dage ingen noget af det, de havde set.
37Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare.
38Og se, en Mand af Skaren raabte og sagde: »Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbaarne.
39Og se, en Aand griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, saa at han fraader, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham;
40og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke.«
41Men Jesus svarede og sagde: »O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og taale eder? Bring din Søn hid!«
42Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Aand i ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham tilbage.
43Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt.
Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple:
44»Gemmer i eders Øren disse Ord: Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder.«
45Men de forstode ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de ikke begreb det, og de frygtede for at spørge ham om dette Ord.
46Men der opstod den Tanke hos dem, hvem der vel var den største af dem.
47Men da Jesus saa deres Hjertes Tanke, tog, han et Barn og stillede det hos sig.
48Og han sagde til dem: »Den, som modtager dette Barn for mit Navns Skyld, modtager mig; og den, som modtager mig, modtager den, som udsendte mig; thi den, som er den mindste iblandt eder alle, han er stor.«
49Men Johannes tog til Orde og sagde: »Mester! vi saa en uddrive onde Aander i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han ikke følger med os.«
50Men Jesus sagde til ham: »Forbyder ham det ikke; thi den, som ikke er imod eder, er for eder.«
51Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt paa at drage til Jerusalem.
52Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge.
53Og de modtoge ham ikke, fordi han var paa Vejen til Jerusalem.
54Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, saa det, sagde de: »Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom ogsaa Elias gjorde?«
55Men han vendte sig og irettesatte dem.
56Og de gik til en anden Landsby.
57Og medens de vandrede paa Vejen, sagde en til ham: »Jeg vil følge dig, hvor du end gaar hen.«
58Og Jesus sagde til ham: »Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved.«
59Men han sagde til en anden: »Følg mig!« Men denne sagde: »Herre! tilsted mig først at gaa hen at begrave min Fader.«
60Men han sagde til ham: »Lad de døde begrave deres døde; men gaa du hen og forkynd Guds Rige!«
61Men ogsaa en anden sagde: »Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus.«
62Men Jesus sagde til ham: »Ingen, som lægger sin Haand paa Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige.«
a 55 Flere Haandskrifter tilføje: og sagde: »I vide ikke, af hvad Aand I ere. Thi Menneskesønnen er ikke kommen for at ødelægge Menneskers Sjæle, men for at frelse dem.«
