<< Lukas 11 >>
Luke 11 Danish | |
1Og det skete, da han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, da han holdt op: »Herre! lær os at bede, som ogsaa Johannes lærte sine Disciple.«
2Da sagde han til dem: »Naar I bede, da siger: Fader, Helliget vorde dit Navn; komme dit Rige;
3giv os hver Dag vort daglige Brød;
4og forlad os vore Synder, thi ogsaa vi forlade hver, som er os skyldig; og led os ikke i Fristelse!«
5Og han sagde til dem: »Om nogen af eder har en Ven og gaar til ham ved Midnat og siger til ham: Kære! laan mig tre Brød,
6efterdi en Ven af mig er kommen til mig fra Rejsen, og jeg har intet at sætte for ham;
7og hin saa svarer derinde fra og siger: Vold mig ikke Besvær; Døren er allerede lukket, og mine Børn ere med mig i Seng; jeg kan ikke staa op og give dig det:
8da, siger jeg eder, om han end ikke staar op og giver ham det, fordi han er hans Ven, saa staar han dog op for hans Paatrængenheds Skyld og giver ham alt, hvad han trænger til.
9Og jeg siger eder: Beder, saa skal eder gives; søger, saa skulle I finde; banker paa, saa skal der lukkes op for eder.
10Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker paa, for ham skal der lukkes op.
11Men hvilken Fader iblandt eder vil give sin Søn en Sten, naar han beder om Brød, eller naar han beder om en Fisk, mon han da i Stedet for en Fisk vil give ham en Slange?
12Eller naar han beder om et Æg, mon han da vil give ham en Skorpion?
13Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Faderen fra Himmelen give den Helligaand til dem, som bede ham!«
14Og han uddrev en ond Aand, og den var stum; men det skete, da den onde Aand var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig.
15Men nogle af dem sagde: »Ved Beelzebul, de onde Aanders Fyrste, uddriver han de onde Aander.«
16Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.
17Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: »Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus.
18Men hvis ogsaa Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestaa? Thi I sige, at jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul.
19Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere.
20Men dersom jeg uddriver de onde Aander ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder.
21Naar den stærke bevæbnet vogter sin Gaard, bliver det, han ejer, i Fred.
22Men naar en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte.
23Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder.
24Naar den urene Aand er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og naar den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af.
25Og naar den kommer, finder den det fejet og prydet.
26Da gaar den bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end den selv, og naar de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første.«
27Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: »Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede.«
28Men han sagde: »Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det.«
29Men da Skarerne strømmede til, begyndte han at sige: »Denne Slægt er en ond Slægt; et Tegn forlanger den, og der skal intet Tegn gives den uden Jonas's Tegn.
30Thi ligesom Jonas blev et Tegn for Niniviterne, saaledes skal ogsaa Menneskesønnen være det for denne Slægt.
31Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med Mændene af denne Slægt og fordømme dem; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
32Mænd fra Ninive skulle opstaa ved Dommen sammen med denne Slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og se, her er mere end Jonas.
33Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ikke heller under Skæppen, men paa Lysestagen, for at de, som komme ind, kunne se dets Skin.
34Dit Øje er Legemets Lys; naar dit Øje er sundt, er ogsaa hele dit Legeme lyst, men dersom det er daarligt, er ogsaa dit Legeme mørkt.
35Se derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.
36Dersom da hele dit Legeme et lyst, saa at ingen Del deraf er mørk, vil det være helt lyst, som naar Lyset bestraaler dig med sin Glans.«
37Men idet han talte, beder en Farisæer ham om, at han vilde spise Middagsmaaltid hos ham, og han gik ind og satte sig til Bords.
38Men Farisæeren forundrede sig, da han saa, at han ikke toede sig først før Maaltidet.
39Men Herren sagde til ham: »I Farisæere rense nu det udvendige af Bægeret og Fadet; men eders Indre er fuldt af Rov og Ondskab.
40I Daarer! han, som gjorde det ydre, gjorde han ikke ogsaa det indre?
41Men giver det, som er indeni, til Almisse; se, saa ere alle Ting eder rene.
42Men ve eder, I Farisæere! thi I give Tiende af Mynte og Rude og alle Haande Urter og forbigaa Retten og Kærligheden til Gud; disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
43Ve eder, I Farisæere! thi I elske den fornemste Plads i Synagogerne og Hilsenerne paa Torvene.
44Ve eder, thi I ere som de ukendelige Grave, og Menneskene, som gaa over dem, vide det ikke.«
45Men en af de lovkyndige svarede og siger til ham: »Mester! idet du siger dette, forhaaner du ogsaa os,«
46Men han sagde: »Ve ogsaa eder, I lovkyndige! thi I lægge Menneskene Byrder paa, vanskelige at bære, og selv røre I ikke Byrderne med een af eders Fingre.
47Ve eder! thi I bygge Profeternes Grave, og eders Fædre sloge dem ihjel.
48Altsaa ere I Vidner og samtykke i eders Fædres Gerninger; thi de sloge dem ihjel, og I bygge.
49Derfor har ogsaa Guds Visdom sagt: Jeg vil sende Profeter og Apostle til dem, og nogle af dem skulle de slaa ihjel og forfølge,
50for at alle Profeternes Blod, som er udøst fra Verdens Grundlæggelse, skal kræves af denne Slægt,
51fra Abels Blod indtil Sakarias's Blod, som blev dræbt imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger eder: Det skal kræves af denne Slægt.
52Ve eder, I lovkyndige! thi I have taget Kundskabens Nøgle; selv ere I ikke gaaede ind, og dem, som vilde gaa ind, have I forhindret.«
53Og da han var gaaet ud derfra, begyndte de skriftkloge og Farisæerne at trænge stærkt ind paa ham og at lokke Ord af hans Mund om flere Ting;
54thi de lurede paa ham for at opfange noget af hans Mund, for at de kunde anklage ham.
