1Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
10han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
