1Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
