1Saa tog Job til Orde og svarede:
2Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
3Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
4Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
5Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
6Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
7Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
9vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
10saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
11Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
12Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
13Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
15Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
16de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
17men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
18Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
19Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
20men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
21Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
22Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
23red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
24Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
25Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
26Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
27Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
29Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
30Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
