1»Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
2Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
3Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
4hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
5sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
6Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
7men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
8Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
9som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
10som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
11for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
12han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
13som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
14i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
15Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
16saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
17Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
18Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
19Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
20han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
21du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
22du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
23du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
24du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
25du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
26Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
27Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!
