1Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
