<< Job 15 >>
Job 15 Danish | |
1Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet baader?
4Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
6Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8Mon du lytted til, da Gud holdt Raad, og mon du rev Visdommen til dig?
9Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstaar du, som vi ikke kender?
10Ogsaa vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede Aar, en Voldsmand lever;
21Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23udset til Føde for Gribbe, han ved, at han staar for Fald;
24Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25Thi Haanden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26stormed haardnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld paa sin Lænd.
28tog Bolig i Byer, der øde laa hen, i Huse, man ikke maa bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29Han bliver ej rig, hans Velstand forgaar, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31Han stole ikke paa Tomhed — han farer vild — thi Tomhed skal være hans Løn!
32I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33han ryster som Ranken sin Drue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
