<< Job 14 >>
Job 14 Danish | |
1Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
14Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
