Anden Kongebog 18

<< Anden Kongebog 18 >>
2 Kings 18 Danish
 

1I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsaar blev Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda. 2Han var fem og tyve Aar gammel, da han blev Konge, og han herskede ni og tyve Aar i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en Datter af Zekarja. 3Han gjorde, hvad der var ret i HERRENS Øjne, ganske som hans Fader David. 4Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne, omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for den, og man kaldte den Nehusjtan. 5Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger. 6Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt de Bud, HERREN havde givet Moses. 7Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke staa under ham. 8Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, baade Vagttaarnene og de befæstede Byer.

9I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels, syvende Regeringsaar, drog Assyrerkongen Salmanassar op mod Samaria, belejrede 10og indtog det. Efter tre Aars Forløb, i Ezekias's sjette, Kong Hosea af Israels niende Regeringsaar, blev Samaria indtaget. 11Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens Byer, 12til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst, men overtraadt hans Pagt, alt hvad HERRENS Tjener Moses havde paabudt; de hørte ikke derpaa og gjorde ikke derefter.

13I Kong Ezekias's fjortende Regeringsaar drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. 14Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og lod sige: »Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du paalægger mig, vil jeg tage paa mig!« Da paalagde Assyrerkongen Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 Talenter Guld; 15og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENS Hus og i Skatkamrene i Kongens Palads. 16Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENS Helligdom og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og udleverede det til Assyrerkongen.

17Assyrerkongen sendte saa Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. 18Da de krævede at faa Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til dem. 19Rabsjake sagde til dem: »Sig til Ezekias: Saaledes siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du hengiver dig til? 20Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? 21Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Saar i Haanden paa den, der støtter sig til den! Thi saaledes gaar det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. 22Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det saa ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter, i Jerusalem skal I tilbede! 23Og nu, indgaa et Væddemaal med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! 24Hvorledes vil du afslaa et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? 25Mon det desuden er uden HERRENS Vilje, at jeg er draget op mod dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!«

26Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: »Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstaar vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene paa Muren hører paa det!« 27Men Rabsjake svarede dem: »Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder paa Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand!« 28Og Rabsjake traadte hen og raabte med høj Røst paa Judæisk: »Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! 29Saaledes siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder af min Haand! 30Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til HERREN, naar han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Haand! 31Hør ikke paa Ezekias; thi saaledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, saa skal enhver af eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, 32indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingaarde, et Land med Oliventræer og Honning; saa skal I leve og ikke dø. Hør derfor ikke paa Ezekias, naar han vil forføre eder og siger: HERREN vil frelse os! 33Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Haand? 34Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og Ivvas Guder? Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Haand? 35Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Haand? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?« 36Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød paa, at de ikke maatte svare ham.

37Derpaa gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.


<< 2 Kings 18 >>

Det Nye Testamente 1907
Det Gamle Testamente 1931
Ulrik Sandborg-Petersen, Emergence.dk

Bible Hub