<< Apostlenes Gerninger 10 >>
Acts 10 Danish | |
1Men en Mand i Kæsarea ved Navn Kornelius, en Høvedsmand ved den Afdeling, som kaldes den italienske,
2en from Mand, der frygtede Gud tillige med hele sit Hus og gav Folket mange Almisser og altid bad til Gud,
3han saa klarlig i et Syn omtrent ved den niende Time paa Dagen en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til ham: »Kornelius!«
4Men han stirrede paa ham og blev forfærdet og sagde: »Hvad er det, Herre?« Han sagde til ham: »Dine Bønner og dine Almisser ere opstegne til Ihukommelse for Gud.
5Og send nu nogle Mænd til Joppe, og lad hente en vis Simon med Tilnavn Peter.
6Han har Herberge hos en vis Simon, en Garver, hvis Hus er ved Havet.«
7Men da Engelen, som talte til ham, var gaaet bort, kaldte han to af sine Husfolk og en gudfrygtig Stridsmand af dem, som stadig vare om ham.
8Og han fortalte dem det alt sammen og sendte dem til Joppe.
9Men den næste Dag, da disse vare undervejs og nærmede sig til Byen, steg Peter op paa Taget for at bede ved den sjette Time.
10Og han blev meget hungrig og vilde have noget at spise; men medens de lavede det til, kom der en Henrykkelse over ham,
11og han saa Himmelen aabnet og noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned paa Jorden;
12og i denne var der alle Jordens firføddede Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle.
13Og en Røst lød til ham: »Staa op, Peter, slagt og spis!«
14Men Peter sagde: »Ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg spist noget vanhelligt og urent.«
15Og atter for anden Gang lød der en Røst til ham: »Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt!«
16Og dette skete tre Gange, og straks blev dugen igen optagen til Himmelen.
17Men medens Peter var tvivlraadig med sig selv om, hvad det Syn, som han havde set, maatte betyde, se, da havde de Mænd, som vare udsendte af Kornelius, opspurgt Simons Hus og stode for Porten.
18Og de raabte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter havde Herberge der.
19Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: »Se, der er tre Mænd, som søge efter dig;
20men staa op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi det er mig, som har sendt dem.«
21Saa steg Peter ned til Mændene og sagde: »Se, jeg er den, som I søge efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere komne?«
22Men de sagde: »Høvedsmanden Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig Mand, som har godt Vidnesbyrd af hele Jødernes Folk, har af en hellig Engel faaet Befaling fra Gud til at lade dig hente til sit Hus og høre, hvad du har at sige.«
23Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den næste Dag stod han op og drog bort med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe droge med ham.
24Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner.
25Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham.
26Men Peter rejste ham op og sagde: »Staa op! ogsaa jeg er selv et Menneske.«
27Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede.
28Og han sagde til dem: »I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaas med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent.
29Derfor kom jeg ogsaa uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Aarsag I hentede mig?«
30Og Kornelius sagde: »For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et straalende Klædebon,
31og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud.
32Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer.
33Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Aasyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren.«
34Men Peter oplod Munden og sagde: »Jeg forstaar i Sandhed, at Gud ikke anser Personer;
35men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham;
36det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre.
37I kende det, som er udgaaet over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede,
38det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham;
39og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort baade i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de ogsaa sloge ihjel, idet de hængte ham paa et Træ.
40Ham oprejste Gud paa den tredje Dag og gav ham at aabenbares,
41ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde.
42Og han har paabudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde.
43Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror paa ham, skal faa Syndernes Forladelse ved hans Navn.«
44Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligaand paa alle dem, som hørte Ordet.
45Og de troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligaands Gave var bleven udgydt ogsaa over Hedningerne;
46thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud.
47Da svarede Peter: »Mon nogen kan formene disse Vandet; saa de ikke skulde døbes, de, som dog havde faaet den Helligaand lige saa vel som vi?«
48Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.
