<< Romerne 9 >>
Romans 9 Danish | |
1Sandhed siger jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Helligaand,
2at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Kummer i mit Hjerte.
3Thi jeg kunde ønske selv at være bandlyst fra Kristus til Bedste for mine Brødre, mine Frænder efter Kødet,
4de, som jo ere Israeliter, hvem Sønneudkaarelsen og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
5hvem Fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter Kødet, han, som er Gud over alle Ting, højlovet i Evighed! Amen.
6Ikke dog som om Guds Ord har glippet; thi ikke alle, som stamme fra Israel, ere Israel;
7ej, heller ere alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: »I Isak skal en Sæd faa Navn efter dig.«
8Det vil sige: Ikke Kødets Børn ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.
9Thi et Forjættelsesord er dette: »Ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn.«
10Men saaledes skete det ikke alene dengang, men ogsaa med Rebekka, da hun var frugtsommelig ved een, Isak, vor Fader.
11Thi da de endnu ikke vare fødte og ikke havde gjort noget godt eller ondt, blev der, for at Guds Udvælgelses Beslutning skulde staa fast, ikke i Kraft af Gerninger, men i Kraft af ham, der kalder,
12sagt til hende: »Den ældste skal tjene den yngste,«
13som der er skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.«
14Hvad skulle vi da sige? mon der er Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!
15Thi han siger til Moses: »Jeg vil være barmhjertig imod den, hvem jeg er barmhjertig imod, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.«
16Altsaa staar det ikke til den, som vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som er barmhjertig.
17Thi Skriften siger til Farao: »Netop derfor lod jeg dig fremstaa, for at jeg kunde vise min Magt paa dig, og for at mit Navn skulde forkyndes paa hele Jorden.«
18Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil.
19Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem staar hans Villie imod?
20Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som gaar i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig saaledes?
21Eller har Pottemageren ikke Raadighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære?
22Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed taalte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse,
23ogsaa for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed?
24Og hertil kaldte han ogsaa os, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger,
25som han ogsaa siger hos Hoseas: »Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede;
26og det skal ske, at paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn.«
27Men Esajas udraaber over Israel: »Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, saa skal kun Levningen frelses.
28Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det paa Jorden.«
29Og som Esajas forud har sagt: »Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra.«
30Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed; nemlig Retfærdigheden af Tro;
31men Israel, som jagede efter en Retfærdigheds Lov, naaede ikke til en saadan Lov.
32Hvorfor? fordi de ikke søgte den af Tro, men somaf Gerninger. De stødte an paa Anstødsstenen,
33som der er skrevet: »Se, jeg sætter i Zion en Anstødssten og en Forargelses Klippe; og den, som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme.«
a 32 d. e. som om den kunde faas af Gerninger.
