<< Job 31 >>
Job 31 Danish | |
1Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
2hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
4Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
6paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
7er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
12ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
14hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
15Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
18nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
20visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
21Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
22saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
23Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
24Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
26saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
27og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
28ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
30nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
31Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
32nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
33Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
34af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
35Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
39har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg!
Her ender Jobs Ord.
