Salmerne 103

<< Salmerne 103 >>
Psalm 103 Danish
 

1Af David.

Min Sjæl, lov HERREN, og alt i mig love hans hellige Navn! 2Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger! 3Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 4han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 5han, som mætter din Sjæl med godt, saa du bliver ung igen som Ørnen! 6HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 7Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 8barmhjertig og naadig er HERREN, langmodig og rig paa Miskundhed; 9han gaar ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt paa Vrede; 10han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. 11Men saa højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. 12Saa langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. 13Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham.

14Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; 15som Græs er Menneskets Dage, han blomstrer som Markens Blomster; 16naar et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted faar ham aldrig at se igen. 17Men HERRENS Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn 18for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, saa de gør derefter.

19HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. 20Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, saa snart I hører hans Røst. 21Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. 22Lov HERREN, alt, hvad han skabte, paa hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!


<< Psalm 103 >>

Det Nye Testamente 1907
Det Gamle Testamente 1931
Ulrik Sandborg-Petersen, Emergence.dk

Bible Hub