<< Hebræerne 3 >>
Hebrews 3 Danish | |
1Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
2der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.
3Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
4Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
5Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
6men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
7Derfor, som den Helligaand siger: »I Dag, naar I høre hans Røst,
8da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
9hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.
10Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
11saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile« —
12saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.
13Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder »i Dag«, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
14Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
15Naar der siges: »I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen«:
16hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
17Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
18Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
19Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
