<< Prædikeren 3 >>
Ecclesiastes 3 Danish | |
1Alt har sin Stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:
2Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,
3Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,
4Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,
5Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,
6Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,
7Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,
8Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.
9Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?
10Jeg saa det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
11Alt har han skabt smukt til rette Tid; ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog saaledes at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.
12Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, saa længe de lever.
13Dog ogsaa det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.
14Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og saaledes har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Aasyn.
15Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.
16Fremdeles saa jeg under Solen, at Gudløshed var paa Rettens Sted og Gudløshed paa Retfærds Sted.
17Jeg sagde ved mig selv: »Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.«
18Jeg sagde ved mig selv: »Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr.«
19Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Aand har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.
20Alle gaar sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
21Hvo ved, om Menneskenes Aand stiger opad, og om Dyrenes Aand farer nedad til Jorden?
22Saaledes indsaa jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham saa vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?
