HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig, 2grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig, 3tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!« 4Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige, 5de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem, 6deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem! 7Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav. 8Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven. 9Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse, 10alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«

11Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til; 12de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt. 13Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved, 14som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg. 15Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør; 16for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig. 17Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver. 18Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke! 20Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig; 21de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!« 22Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig; 23rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre, 24døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig 25Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!« 26Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe. 27Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!« 28Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.