<< Josva 1 >> Joshua 1 Danish | |
1Efter at HERRENS Tjener Moses var død, sagde HERREN til Moses's Medhjælper Josua, Nuns Søn:
2»Min Tjener Moses er død; bryd nu op tillige med hele dette Folk og gaa over Jordan derhenne til det Land, jeg vil give dem, Israeliterne.
3Ethvert Sted, eders Fod betræder, giver jeg eder, som jeg lovede Moses.
4Fra Ørkenen og Libanon til den store Flod, Eufratfloden, hele Hetiternes Land, og til det store Hav i Vest skal eders Landemærker naa.
5Saa længe du lever, skal det ikke være muligt for nogen at holde Stand imod dig; som jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
6Vær frimodig og stærk, thi du skal skaffe dette Folk det Land i Eje, som jeg tilsvor deres Fædre at ville give dem.
7Vær kun helt frimodig og stærk, saa du omhyggeligt handler efter hele den Lov, min Tjener Moses paalagde dig, vig ikke derfra til højre eller venstre, for at du maa have Lykken med dig i alt, hvad du tager dig for.
8Denne Lovbog skal ikke vige fra din Mund, og du skal grunde over den Dag og Nat, for at du omhyggeligt kan handle efter alt, hvad der staar skrevet i den; thi da vil det gaa dig vel i al din Færd, og Lykken vil følge dig.
9Har jeg ikke budt dig: Vær frimodig og stærk; vær ikke bange og bliv ikke forfærdet, thi HERREN din Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for!«
10Josua bød derpaa Folkets Tilsynsmænd:
11»Gaa omkring i Lejren og byd Folket: Sørg for Rejsetæring, thi om tre Dage skal I gaa over Jordan derhenne for at drage ind og tage det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give eder i Eje!«
12Men til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme sagde Josua:
13»Husk paa, hvad HERRENS Tjener Moses bød eder, da han sagde: HERREN eders Gud bringer eder nu til Hvile og giver eder Landet her!
14Eders Kvinder og Børn og Kvæg skal blive i det Land, Moses gav eder hinsides Jordan; men I selv, alle vaabenføre, skal væbnet drage over i Spidsen for eders Brødre og hjælpe dem,
15indtil HERREN har bragt eders Brødre til Hvile ligesom eder, naar ogsaa de har taget det Land i Besiddelse, som HERREN eders Gud vil give dem. Saa kan I vende tilbage til eders eget Land og tage det i Besiddelse, det, som HERRENS Tjener Moses gav eder østpaa hinsides Jordan!«
16Da svarede de Josua: »Alt, hvad du har paalagt os, vil vi gøre, og vi vil gaa overalt, hvor du sender os;
17som vi har adlydt Moses i alt, vil vi adlyde dig. Maatte kun HERREN din Gud være med dig, som han var med Moses!
18Enhver, som sætter sig op imod dine Befalinger og ikke adlyder dine Ord i alt, hvad du paalægger ham, skal dø. Vær kun modig og uforsagt!«