Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid, mine Fingre til Krig, 2min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider paa, som underlægger mig Folkeslag! 3HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter paa ham? 4Mennesket er som et Aandepust, dets Dage som svindende Skygge. 5HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, saa at de ryger; 6slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; 7udræk din Haand fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, 8fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand. 9Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig paa tistrenget Harpe, 10du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. 11Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Haand, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehaand.

12I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; 13vore Forraadskamre er fulde, de yder Forraad paa Forraad, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder paa vore Marker, 14fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen paa Torvene. 15Saligt det Folk, der er saaledes stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!