<< Prædikeren 7 >>
Ecclesiastes 7 Danish | |
1Godt Navn er bedre end ypperlig Salve, Dødsdag bedre end Fødselsdag;
2bedre at gaa til et Sørgehus end at gaa til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte.
3Bedre Græmmelse end Latter, thi er Minerne mørke, har Hjertet det godt.
4De vises Hjerte er i Sørgehuset. Taabernes Hjerte i Glædeshuset.
5Bedre at høre paa Vismands Skænd end at høre paa Taabers Sang.
6Som Tjørnekvistes Knitren under Gryden er Taabers Latter; ogsaa det er Tomhed.
7Thi uredelig Vinding gør Vismand til Daare, og Stikpenge ødelægger Hjertet.
8En Sags Udgang er bedre end dens Indgang, Taalmod er bedre end Hovmod.
9Vær ikke hastig i dit Sind til at græmmes, thi Græmmelse bor i Taabers Bryst.
10Spørg ikke: »Hvoraf kommer det, at de gamle Dage var bedre end vore?« Thi saaledes spørger du ikke med Visdom.
11Bedre er Visdom end Arv, en Fordel for dem, som skuer Solen;
12thi Visdom skygger, som Penge skygger, men Kundskabs Fortrin er dette, at Visdom holder sin Mand i Live.
13Se paa Guds Værk! Hvo kan rette, hvad han har gjort kroget?
14Vær ved godt Mod paa den gode Dag og indse paa den onde Dag, at Gud skabte denne saavel som hin, for at Mennesket ikke skal finde noget efter sig.
15Begge Dele saa jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab.
16Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?
17Vær ikke alt for gudløs og vær ingen Daare; hvorfor vil du dø i Utide?
18Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgaa begge Farer.
19Visdom gør Vismand stærkere end ti Magthavere i Byen.
20Thi intet Menneske er saa retfærdigt paa Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.
21Giv ikke Agt paa alle de Ord, Folk siger, at du ikke skal høre din Træl forbande dig;
22thi du ved med dig selv, at ogsaa du mange Gange har forbandet andre.
23Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: »Jeg vil vorde viis.« Men Visdom holdt sig langt fra mig;
24Tingenes Grund er langt borte, saa dyb, saa dyb; hvem kan finde den?
25Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Taabelighed, Daarskab Vanvid.
26Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerte er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.
27Se, det fandt jeg ud, sagde Prædikeren, ved at lægge det ene til det andet for at drage min Slutning.
28Hvad min Sjæl stadig søgte, men ikke fandt, er dette: Een Mand fandt jeg blandt tusind, men en Kvinde fandt jeg ikke i hele Flokken.
29Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har saa mange sære Ting for.
