<< Ordsprogene 13 >>
Proverbs 13 Danish | |
1Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke paa skænd.
2Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
3Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
4Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
5Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
6Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
7Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
8Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
9Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
10Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
11Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
12At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
13Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
14Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
15God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
16Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
17Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
18Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
19Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
20Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
21Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
22Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
23Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
24Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
25Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
