<< Job 28 >>
Job 28 Danish | |
1Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit Sted,
2Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
3Paa Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;
4man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
5Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;
6i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
7Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;
8den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
9Paa Flinten lægger man Haand og omvælter Bjerge fra Roden;
10i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
11man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
12Men Visdommen — hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
13Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;
14Dybet siger: »I mig er den ikke!« Havet: »Ej heller hos mig!«
15Man faar den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,
16den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
17Guld og Glar kan ej maale sig med den, den faas ej i Bytte for gyldne Kar,
18Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,
19Ætiopiens Topas kan ej maale sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
20Men Visdommen — hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?
21Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
22Afgrund og Død maa sige: »Vi hørte kun tale derom.«
23Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
24thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
25Dengang han fastsatte Vindens Vægt og maalte Vandet med Maal,
26da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
27da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
28Men til Mennesket sagde han: »Se, HERRENS Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt.«
