<< Salmerne 38 >> Psalm 38 Danish | |
1En Salme af David. Lehazkir. (2) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
2Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
3Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
4thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
5Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
6jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
7Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
8jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
9HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
10mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
11For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
12de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
13Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
14som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
15Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
16naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«
17Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
18thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
19Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
20som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
21HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
22il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!