Ezekiel 42

<< Ezekiel 42 >>
Ezekiel 42 Danish
 

1Derpaa førte han mig ud i den indre Forgaard i nordlig Retning, og han førte mig til Kamrene, som laa ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen, nogle paa den ene Side, andre paa den anden. 2Længden var hundrede Alen og Bredden halvtredsindstyve. 3Over for Portene, som hørte til den indre Forgaard, og over for Stenbroen, som hørte til den ydre Forgaard, var der Gang over for Gang i tre Stokværk. 4Foran Kamrene var der en Forgang, ti Alen bred og hundrede Alen lang, og deres Døre vendte mod Nord. 5De øvre Kamre var de snævreste, thi Gangen tog noget af deres Plads, saa at de var mindre end de nederste og mellemste. 6Thi de havde tre Stokværk og ingen Søjler svarende til den ydre Forgaards; derfor var de øverste snævrere end de nederste og mellemste. 7Der løb en Mur udenfor langs Kamrene i Retning af den ydre Forgaard; foran Kamrene var dens Længde halvtredsindstyve Alen; 8thi Kamrene, som laa ved den ydre Forgaard, havde en samlet Længde af halvtredsindstyve Alen, og de laa over for hine, i alt hundrede Alen. 9Neden for disse Kamre var Indgangen paa Østsiden, naar man gik ind i dem fra den ydre Forgaard, 10ved Begyndelsen af den ydre Mur. Derpaa førte han mig mod Syd; og der var ogsaa Kamre ud imod den afspærrede Plads og Bagbygningen 11med en Gang foran; de saa ud som Kamrene mod Nord; havde samme Længde og Bredde, og alle Udgange var her som hist, ligesom de var indrettet paa samme Maade. 12Men deres Døre vendte mod Syd ....... 13Og han sagde til mig: »Kamrene mod Nord og Syd, som ligger ud mod den afspærrede Plads, er de hellige Kamre, hvor Præsterne, der nærmer sig HERREN, skal spise det højhellige; der skal de gemme det højhellige, Afgrødeofrene, Syndofrene og Skyldofrene, thi Stedet er helligt; 14og naar Præsterne træder ind — de maa ikke fra Helligdommen træde ud i den ydre Forgaard — skal de der nedlægge deres Klæder, som de gør Tjeneste i, da de er hellige, og iføre sig andre Klæder; da først maa de nærme sig det, der hører Folket til.«

15Da han var til Ende med at udmaale Templets Indre, førte han mig hen til den Port, hvis Forside vendte mod Øst, og maalte til alle Sider; 16han maalte med Maalestangen Østsiden; den var efter Maalestangen 500 Alen; saa vendte han sig og 17maalte med Maalestangen Nordsiden til 500 Alen; 18saa vendte han sig og maalte med Maalestangen Sydsiden til 500 Alen; 19og han vendte sig og maalte med Maalestangen Vestsiden til 500 Alen. 20Til alle fire Sider maalte han Pladsen; og der var en Mur rundt om, 500 Alen lang og 500 Alen bred, til at sætte Skel mellem det, som er helligt, og det, som ikke er helligt.


<< Ezekiel 42 >>

Det Nye Testamente 1907
Det Gamle Testamente 1931
Ulrik Sandborg-Petersen, Emergence.dk

Bible Hub