<< Ordsprogene 1 >>
Proverbs 1 Danish | |
1Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;
4de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
6de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gaader.
7HERRENS Frygt er Kundskabs begyndelse, Daarer ringeagter Visdom og Tugt.
8Hør, min Søn, paa din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10Min Søn, sig nej, naar Syndere lokker!
11Siger de: »Kom med, lad os lure paa den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
12Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Haar, som for de i Graven.
13Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.
14Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!«
15— min Søn, gaa da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18de lurer paa eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19Saa gaar det enhver, der attraar Rov, det tager sin Herres Liv.
20Visdommen raaber paa Gaden, paa Torvene løfter den Røsten;
21oppe paa Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Daarerne hade Kundskab?
23Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Aand udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24Fordi jeg raabte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25men I lod haant om alt mit Raad og tog ikke min Revselse til jer,
26derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, naar det, I frygter, kommer,
27naar det, I frygter, kommer som Uvejr, naar eders Ulykke kommer som Storm, naar Trængsel og Nød kommer over jer.
28Da svarer jeg ej, naar de kalder, de søger mig uden at finde,
29fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENS Frygt;
30mit Raad tog de ikke til sig, men lod haant om al min Revselse.
31Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Raad;
32thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Taabers Sorgløshed bliver deres Undergang;
33men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.
