<< Lukas 18 >>
Luke 18 Danish | |
1Men han talte til dem en Lignelse om, at de burde altid bede og ikke blive trætte,
2og sagde: »Der var i en By en Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget Menneske.
3Og der var en Enke i den By, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig Ret over min Modpart!
4Og længe vilde han ikke. Men derefter sagde han ved sig selv: Om jeg end ikke frygter Gud, ej heller undser mig for noget Menneske,
5saa vil jeg dog, efterdi denne Enke volder mig Besvær, skaffe Hende Ret, for at hun ikke uophørligt skal komme og plage mig.«
6Men Herren sagde: »Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger!
7Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de, som raabe til ham Dag og Nat? og er han ikke langmodig, naar det gælder dem?
8Jeg siger eder, han skal skaffe dem Ret i Hast. Men mon Menneskesønnen, naar han kommer, vil finde Troen paa Jorden?«
9Men han sagde ogsaa til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede de andre, denne Lignelse:
10»Der gik to Mænd op til Helligdommen for at bede; den ene var en Farisæer, og den anden en Tolder.
11Farisæeren stod og bad ved sig selv saaledes: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre Mennesker, Røvere, uretfærdige, Horkarle, eller ogsaa som denne Tolder.
12Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af al min indtægt.
13Men Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øjnene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig!
14Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit Hus fremfor den anden; thi enhver, som Ophøjer sig selv, skal fornedres; men den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.«
15Men de bare ogsaa de smaa Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da Disciplene saa det, truede de dem.
16Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
17Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.«
18Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: »Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?«
19Men Jesus sagde til ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud.
20Du kender Budene: Du maa ikke bedrive Hor; du maa ikke slaa ihjel; du maa ikke stjæle; du maa ikke sige falsk Vidnesbyrd; Ær din Fader og din Moder.«
21Men han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af.«
22Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Endnu een Ting fattes dig: Sælg alt, hvad du har, og uddel det til fattige, saa skal du have en Skat i Himmelen; og kom saa og følg mig!«
23Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet; thi han var saare rig.
24Men da Jesus saa, at han blev dybt bedrøvet, sagde han: »Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!
25thi det er lettere for en Kamel at gaa igennem et Naaleøje end for en rig at gaa ind i Guds Rige.«
26Men de, som hørte det, sagde: »Hvem kan da blive frelst?«
27Men han sagde: »Hvad der er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud.«
28Men Peter sagde: »Se, vi have forladt vort eget og fulgt dig.«
29Men han sagde til dem: »Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld,
30uden at han skal faa det mange Fold igen i denne Tid og i den kommende Verden et evigt Liv.«
31Men han tog de tolv til sig og sagde til dem: »Se, vi drage op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne ved Profeterne, skulle fuldbyrdes paa Menneskesønnen.
32Thi han skal overgives til Hedningerne og spottes, forhaanes og bespyttes,
33og de skulle hudstryge og ihjelslaa ham; og paa den tredje Dag skal han opstaa.«
34Og de fattede intet deraf, og dette Ord var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt.
35Men det skete, da han nærmede sig til Jeriko, sad der en blind ved Vejen og tiggede.
36Og da han hørte en Skare gaa forbi, spurgte han, hvad dette var.
37Men de fortalte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi.
38Og han raabte og sagde: »Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
39Og de, som gik foran, truede ham, for at han skulde tie; men han raabte meget stærkere: »Du Davids Søn, forbarm dig over mig!«
40Og Jesus stod stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde:
41»Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?« Men han sagde: »Herre! at jeg maa blive seende.«
42Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende! din Tro har frelst dig.«
43Og straks blev han seende, og han fulgte ham og priste Gud; og hele Folket lovpriste Gud, da de saa det.
